Nyhedsbrev august 2017

3. august 2017

/Formand, Thomas Ottosen

Så fik vi afsluttet forårssæsonen i vores allesammens fantastiske klub! Resultaterne var udmærket – fra de middelgode præstationer til de sublime. Vores kvindehold gik ubesejret gennem foråret og rykkede helt fortjent op i Række 1. Men vores ene lukkede hold i syvmandsturneringen – Super 7’eren – havde også et forrygende forår med oprykning til følge. De er derfor i efteråret repræsenteret i Mesterrækken, hvor de skal duellere mod de bedste 7-mandshold under DBU København.

Klubbens 1. hold havde ikke den start på foråret, som de havde håbet på. De første fem kampe gav kun ét enkelt point. Så håbet om oprykning forsvandt desværre hurtigt og de sluttede seks point fra en 

oprykningsplads. Klubbens 2. hold sluttede, efter et udmærket forår, på en syvendeplads i rækken, mens vores veteranhold i foråret for første gang har deltaget i syvmandsturneringen – det gav en fin 3. plads.

Nu kaster vi os fortrøstningsfulde over efterårssæsonen. Men først gælder det BB Cup, som forhåbentlig bliver en lige så stor succes som de foregående år. Med hjælp fra frivillige og sommervejret, har turneringen gang på gang skabt overskud, der har givet bestyrelsen mulighed for at forbedre forholdene for klubbens medlemmer. Sidste år gav overskuddet os mulighed for at købe nye møbler til cafeteriaet og i år har vi endelig fået afsluttet fliseprojektet rundt om klubben.

Suveræn oprykning til damerne

/Dametræner, Stine Hansen

Vi har haft en formidabel sæson, hvor vi sluttede suverænt som rækkens nr. ét med otte sejre og én uafgjort. Jeg havde aldrig turde håbe på, at det ville gå så godt, da vi altid har haft ekstrem modvind og de små marginaler altid er faldet til modstanderens fordel. Denne sæson var det endelig vores tur til at mærke medvinden! Vores første fire kampe vandt vi overlegent med hhv. 5-1, 13-0, 5-0 og 5-1.

Det var en forrygende start der gav tøserne masser af selvtillid. Den femte kamp mod Østerbro IF var en svær modstander og en hård kamp som vi vandt 2-0 på to flotte hovedstødmål. Vores modstandere mente at vi ikke kunne andet end at score på hovedet, men det viste sig jo også at være nok…

Sejrene fortsatte med at komme og i næstsidste kamp mod HIK, kunne vi så afgøre vores egen skæbne. Det var en dejlig solskinssøndag i Hellerup, hvor vi var så heldige at have seniorformanden og klubbens formand med på tilskuerpladserne, så opbakningen fejlede ikke noget. HIK stillede med et hold fyldt med garvede fodboldspillere så vi vidste det ville blive svært. Minutterne gik og der blev spillet noget frem og tilbage. Vi havde dog mest spil og flest skud på mål, som så også resulterede i scoringer. Kampen blev vundet 4-1 og seniorformanden havde sørget for champagne til tøserne, så det blev fejret.

Sidste kamp var mod Vestia, som altid har drillet os. Vi tabte til dem i træningskampen i vinters, så vi vidste vi skulle tage os sammen. Vi ville jo helst rykke op som rækkens nr. 1. Det blev til en kneben sejr på 3-2. Men vigtigst af alt. Vi vandt! 

Jeg er stolt af pigernes præstation! De har virkelig kæmpet og der har – for det meste – været rigtig godt samspil. Næste sæson bliver hård. Vores sammenhold er vigtigere end nogensinde, når vi skal blive i Række 1. Der skal især arbejdes med presspil og præcision i afslutningerne. Men hvis tøserne fortsætter som i sidste sæson, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi nok skal klare os fint!

 

Skuffende forår for førsteholdet i Serie 3

/Førsteholdstræner, Kasper ”Mini” Larsen

 

Forårssæsonen var desværre dårlig for os – både træningsmæssigt og resultatmæssigt, og vi satte derfor ganske effektivt en oprykningsplads over styr i de første fire kampe. Jeg håber at træningsindsatsen bliver ændret i efteråret og at det giver gevinst, at vi er gået over til at træne fast hver torsdag og nu holder tirsdagstræningen ”frivillig.”

 Vi har desværre mistet tre spillere hen over sommeren:  Reza har valgt at trappe med og spille for super7eren, Ronni har sagt ja til at stå for Super7eren og så er Brian Ottosen skiftet tilbage til Ejby. Tak for indsatsen til alle tre. Men vi har dog ikke kun sagt farvel til spillere. Vi skulle gerne få Peter Holst tilbage fra praktik i Viborg, Simon som har været skadet med lysken er også på vej tilbage og så skulle Mikkel Prins forhåbentligt komme fast fra september, da han har fået nyt job med bedre arbejdstider. Slutteligt har Rasmus Baune sagt ja til at være assistenttræner i efteråret og vil primært være på linjen, da han har været hæmmet af akillessenebetændelse det sidste års tid. Jeg ser frem til samarbejdet med Baune og jeg håber vi kan lave det rigtige setup så spillere og trænere synes det er sjovt at komme til træning og kamp.

 

Super 7´eren er nu i den bedste række

/Træner, Lars Overbye 

Bispebjerg er meget stolte over at holdets faste syvmandshold nu er lykkedes med at oprykning til Mesterrækken – Københavns bedste række i syvmandsmandsfodbold. Målet for trænerteamet var en top 3 placering, hvilket det blev til. I sidste sæson var det Thomas Spuur Johansen og Lars Overbye der stod for holdet og med Dan ”DaMan” som holdleder. Thomas Spuur har valgt at stoppe som træner efter tre sæsoner og vil i fremtiden følge holdet på sidelinjen. Vi takker Spuur for den store indsats omkring holdet. Til den nye sæson er Ronni ”Bager” Rasmussen tiltrådt som assistenttræner og ”DaMan”, Bager og Overbye glæder sig til den nye sæson, der helt sikkert byder på højere tempo, hårdere tacklinger og træning. I sidste sæson fik vi forstærkning af Mathias Olsen og Ronni Rasmussen og til den nye sæson er der kommet yderligere tre spillere til i form af Reza Sheik, Jakob Ewers og Christoffer Thomsen. Vi glæder os til at byde dem velkommen. Der bliver kamp om pladserne til den kommende sæson.

Topscorer i den forgangne sæson blev Mathias Olsen og Jacob Boelman der hver scorede 7 mål.

En spirende ungdomsafdeling

/Ungdomstræner, André Lund

 

I løbet af sæsonen er vi blevet flere og flere, og vi står nu med en gruppe unge drenge, som alle har det til fælles, at de elsker fodbold. Spilleglæden kommer til udtryk både til træning og kamp, hvor smilene er store.

I vores ældste årgang har flere kendt i hinanden i mange år, hvilket giver en god rutine på holdet. De nye bringer en masse god energi til holdet, og tilsammen kan det ses på sammenspillet og resultaterne, der i denne halvsæson har været rigtig gode.

Vores yngste årgang har været hårdt præget af at ligge i en række, hvor de fleste er et par år ældre, men det har ikke påvirket deres kampgejst. Vores drenge træder ind på græsplænen med det samme høje energiniveau til hver kamp – uanset hvem modstanderen er.

  

Lun midterplacering til andetholdet

/Andetholdstræner, Mathias Olsen & Jonas Carstensen

Sæsonen er gået på hæld for seniorafdelingens andethold i serie 3, og vi kender nu svarene på de spørgsmål, der blev stillet i sidste udgave af nyhedsbrevet, hvor vi netop havde startet turnering.Perioden herefter skulle vise sig at blive rigtig flot med 10 point for de efterfølgende fire kampe. Overlevelsen var sikret og de resterende to kampe kunne bruges på at eksperimentere med nye formationer og pladser, da de øverste hold var stukket af.  Vi skal undlade at kommentere på resultaterne af disse sidste kampe, og i stedet konstatere at holdet sluttede midt i rækken på en syvendeplads med god margin til de nederste.

Holdet fik derfor indfriet målsætningen om at undgå nedrykning, og tog samtidig et flot skridt i den rigtige retning mod at kunne spille med hvor det er rigtig sjovt. Til den nye sæson forbliver Jonas træner, mens Ronen overtager den anden trænerpost fra Mathias, der har ønsket at forsøge sig med trænertjansen på ungdomsplan.

 

Medaljehøsten fortsætter for veteranerne

/Veterantræner, Nicolai Rasmussen

Så er første halvsæson som syvmandshold overstået for klubbens ældste. Og kan det så betegnes som en succes? I det store hele ja. Som det var sædvanen i vores 11-mands tid så høstede vi igen en medalje. I år blev det til en tredjeplads efter fire sejre og tre nederlag i syv kampe og en målscore på 30 – 14. Fuldt fortjent vandt B93 rækken foran Sønderbro Fight og vi blev så “best of the rest.” At vi havde lidt kampe hvor vi spillede 11-mandsbold på en syvmandsbane og blev ramt af lidt mange skader trækker så lidt ned.

Humøret til de fleste kampe har været i top og gamle anekdoter og historier fra dengang fodbold blev spillet på (rigtige) grusbaner blev genoplivet med stor iver. HERLIGT. Og så fik vi endda lokket 3-4 af de “tvivlsomme spillere” med igen. Alt i alt er der grund til optimisme for den næste halvsæson, hvor KBU har besluttet at ændre rækkebetegnelsen til +40 Mænd.

Slutteligt lige lidt refleksioner fra trænerteamet.

– Der må være flere tidligere målfarlige spillere, der er glade for at det først er i år træneren har smidt sig selv helt frem.

– 4 mål blev det til for træneren og en tredjeplads på topscorerlisten efter Andersen og Brandt

– Herligt at modstandere efter 12-0 afklapsninger stadig giver banen skylden

-Sønderbro Fight gav os en lektion i at afventende spil og kontra også passer fint til syvmandsbold

– Det er ikke en god ide at placere en kamp lige før eventuelle børnefødselsdage

– Thomsens alsidighed bliver større med årene. I år har han spillet målmand, angriber og venstre-, højre- samt central midt