Nyhedsbrev Maj

22. maj 2018

Formandens klumme

/Formand, Kasper Larsen

Det er blevet så moderne at arbejde med strategier i fodboldklubber! Den seneste strategi jeg kan huske, er Brøndbys ”Strategi 6.4,” så hvorfor ikke også udtænke en for Bispebjerg Boldklub, nu hvor jeg er nyvalgt formand.

Bispebjerg Boldklub bliver i år 75 år og derfor må det være nærliggende at titlen på strategien bør være ”7.5.” Man skulle måske tro at det tal henviser til temperaturen på vandet i omklædningsrummet…

Der er mange spændende tiltag i gang i Bispebjerg Boldklub og jeg vil i min klumme fortælle, hvad vi arbejder med nu, og hvordan vi ser klubben udvikle sig i de kommende år.

Vi er i 2018 blevet kontaktet af to klubber som gerne vil lave et samarbejde med os på ungdomssiden – hvilket har været et område, vi har kæmpet med i flere år. I bestyrelsen havde vi allerede besluttet, at hvis vi ikke i år kunne se en fremgang på ungdomssiden, ja så ville vi lukke afdelingen. Derfor kom henvendelserne på det helt rette tidspunkt.

Vi har valgt at arbejde videre med henvendelsen fra CHP Youth, som er en klub i nærområdet som nedlægger sig selv efter sommerferien. De ønsker at lægge sig ind under Bispebjerg Boldklub og vi vil derfor potentielt få op mod 70 nye ungdomsspillere – og dermed få en ungdomsafdeling på cirka 90 drenge og piger. Vi vil derfor indkalde til en ekstraordinær generalforsamling når vi forhåbentlig har fået lavet en god aftale med CPH Youth. Det er vigtigt for klubbens fremtid at vi får en større ungdomsafdeling, men det kræver samtidig også en ekstra indsats fra bestyrelsen og de frivillige. Vi håber derfor, at der er opbakning til den nye ungdomsudvidelse i klubben, da vi vil få svært ved at drive en ren seniorklub grundet diverse tilskudsordninger, der i deres konstruktion er langt mere favorable for klubber med ungdomshold.

 

 

Vi håber derudover meget på, at kunne tiltrække yderligere seniorspillere til Bispebjerg Boldklub og vi har derfor en ambition om at blive to eller tre syvmandsmandshold rigere over de næste 12 måneder. Vi er i gang med at få et nyt damehold på benene som består af en gruppe damer, som har spillet kollegiebold, men som nu gerne vil spille i en ”rigtig” klub. Det håber vi meget lykkes! De første spillere har allerede været til træning og vi håber, at vi kan stille med hele to syvmands damehold efter sommer.

Det sidste punkt, jeg gerne vil dele med jer, er om forholdene i Bispebjerg Boldklub. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener vi som medlemmer af Bispebjerg Boldklub skal være taknemmelige for vores klubhus. Alternativet var i stedet, at have et skab stående i Kløvermarken, hvor man ovenikøbet skulle ud og leje et lokale til afslutningsfester. Når man har et klubhus, så har vi også selv arbejdet med vedligeholdelse og i den forbindelse ved alle, at vi har haft store problemer med det varme vand – eller mangel på samme. Det er et punkt, vi har arbejdet på i flere år og har brugt MANGE penge på at få til at fungere. Vi er stadig i gang med at finde en varig løsning og det står meget højt på listen, at det kommer til at fungere.

 

 

ENDELIG! Bispebjerg Boldklub får atter et hold i serie 2

/Assistenttræner, Rasmus Neigaard Jensen

Bispebjerg Boldklubs førstehold sikrede sig fredag d. 4. maj en 1-0 sejr over Copenhagen Calcio, og dermed samtidig den endegyldige oprykning fra serie 3 til 2. I en uskøn kamp fik vi hentet de tre point, der nu gør at vi ikke længere kan hentes af tredjepladsen. Oprykningen er en realitet.

Med oprykningen sikret skal sæsonens andet delmål nu opfyldes: At gå ubesejret gennem de resterende runder af turneringen. Derfor bliver fokus nu på at holde dampen oppe, så vi har en bølge af selvtillid at ride videre på, når vi starter op i Serie 2.

I Serie 3 har vi til tider mødt decideret sløj modstand og vundet helt op til 11-0. Det er ikke sjovt for nogen, og vi ser derfor frem til at få nogle rigtigt gode og spændende kampe i næste sæson. Mod forventning følger der ikke en stor pose penge med en oprykning til Serie 2, men det skal på ingen måde forhindre trænerteamet i at gå ud og forsøge at hente spillere hjem fra øverste hylde til den kommende sæson. Med en nuværende bruttotrup på lige under 30 spillere, har skader og afbud stadig vist sig at spille en rolle. En rolle, der givetvis skal nedtones, hvis ambitionen om ikke at blive et bundhold i Serie 2 skal indfries.

Vi ser frem til at slutte sæsonen af med manér og så gør vi klar til det helt store indtog i serie 2!

Førsteholdet ligger på en førsteplads i Serie 3

 

 

Svingende start for damerne i den bedste række

/Træner, Gustav Holtze

Damernes sæson startede lidt sløvt efter sidste års jubeloprykning til Mesterrækken. De to første træninger måtte aflyses, da folk ikke rigtig kunne få røven ud af døren. Gode råd var dyre. Men da jeg så fortalte spillerne, at den tredje uge ikke ville blive hård, ja så kunne de sgu pludselig godt få meld sig til! Spøg til side. Jeg synes i bund og grund, at opstarten har være okay. De unge damer har ikke brokket sig så meget – men der er jo altid en eller to som har en kommentar til det man laver til træninger. Vi nævner ingen navne. Mai-Brit…

Vi nåede desværre kun en træningskamp inden turneringen, men dér synes jeg bestemt vi gjorde det godt. Jeg har lavet spillersystemet om, så vi fremover spiller på en anden måde, end damerne er vant til. Det er noget holdet lige skal have kørt ind, og det tager altid noget tid.

Da det rigtig skulle til at gælde i turneringen, hvor første modstander var B93, vidste jeg godt, det ville blive en svær kamp – og det fik jeg så også ret i. Det var et rigtig godt hold vi mødte, og de kørte os grundigt over med hele 8-0. Vi måtte tilbage på træningsbanen, og finde ud af hvad vi så kunne gøre? Næste kamp mod Heimdal havde da også mange gode takter – selvom jeg stadig syntes, at der manglede lidt. Det endte da også med en sejr på 3-4 til Heimdal. Men vi havde sgu fortjent uafgjort! Uafgjort fik vi dog i den næste kamp mod Østerbro IF, og forleden fik vi så sæsonens første sejr over HB. Godt gået!

Jeg synes pigerne har taget godt imod mig som træner. Det er altid dejligt, når det for mit vedkommende er det første trænerjob!

Damerne ligger på en 6.plads i Mesterrækken

 

 

Startvanskeligheder for andetholdet

/Træner, Ronén Svanhom

Intet nyhedsbrev fra andetholdet, uden at der er nyheder på trænerfronten. Jonas Carstensen valgte at stoppe som træner i vinterpausen, og er i stedet blevet rykket op i førsteholdstruppen, hvor han fortsat gør livet surt for modspillerne. I stedet for har Jacob Thue taget turen ned fra førsteholdet i hans skadesperiode, og overtaget trænergerningen sammen med Ronén Svanholm. Stor tak til Jonas for indsatsen som træner!

Vi har i år fået en stor tilførsel af nye spillere til at fylde de grønstribede trøjer godt ud. Det har resulteret i, at vi kun har måtte aflyse én enkelt træning – og det var tilbage i det mørke februar. Der er som oftest godt fremmøde til træning, hvor vores rekord er 22 spillere! Virkelig godt gået gutter!
Sæsonen hidtil i Serie 3 har dog ikke været noget at prale af. 6 kampe. Fem nederlag, men senest en flot sejr på 4-0 over Amalie. Overordnet set, er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende for hverken spillere eller trænere. Man kan jo dog sige, at det kun kan gå én vej…

Drømmen om oprykning forbliver nok en drøm i denne omgang, men der skal selvfølgelig kæmpes en bestemt legemsdel ud af bukserne resten af sæsonen, for at kunne skrabe langt flere point sammen.
Et sted hvor vi dog bestemt ikke er bagud i tabellen, er i tredje halvleg, hvor trænerteamet bestemt mener vi ligger til i toppen af rækken. Og det kan mærkes. Spillertrøjerne strammer i hvert fald lidt hen over maveskindet

Andetholdet ligger på en 11.plads i Serie 3

 

 

 Det er nu sjovere når man vinder…

/Træner, Nicolaj Rasmussen

…men på trods af en hård medfart efter oprykningen, holder de gamle trofast ved. Efter vi strøg igennem 7M Veteran 1 i efteråret uden nederlag og dermed en suveræn førsteplads, skulle vi her i foråret jo spille i Mesterrækken. Det lyder lige så stort som det er! Vi havde hørt rygter om, at niveauet var væsentligt højere end i Række 1, så vintertræningen var blevet intensiveret. Udover den vanlige videotræning, var der således flere der havde valgt at se kampe live forskellige steder i verden for derigennem at få ny inspiration til spillet. Vi må dog nok erkende, at lidt flere løbeture og træning med bold burde have været prioriteret højere. Niveauet i Mesterrækken er nemlig rimeligt højt og vi bliver i år straffet for de fejl vi laver – på samme måde som vi sidste år straffede modstanderne.

Der er dog fremgang at spore i spillet – og formen – så et håb om overlevelse i rækken er bestemt realistisk. Og det på trods af, at vi efter fem kampe blot har et point. De mange nederlag tærer selvfølgelig lidt på selvtilliden og selvforståelsen, men humøret er fortsat udmærket – ligesom tilslutningen til kampene.

Så selvom det er sjovere at vinde er det stadig en fornøjelse at møde de ”gamle gutter.”

Veteranerne ligger på en 10.plads i Mesterrækken