Nyhedsbrev December

30. december 2018

Formandens klumme

/Formand, Kasper Larsen

Efterårssæsonen er slut, men nu begynder planlægningen af det kommende år i Bispebjerg Boldklub og vi har en del på programmet, da vi hele tiden ønsker at udvikle os – både med det sportslige, men også forholdene i klubhuset bliver der set på.

Som tidligere skrevet, så er CHP Youth kommet ind under Bispebjerg Boldklub og vi har nu en stor ungdomsafdeling, som også kræver plads. Vi er derfor i gang med at arbejde på en “udvidelse” af klubhuset, så der bliver mere plads. Da vi ikke må bygge mere på klubhuset, er vi derfor i gang med at ansøge om at få lov til at sætte en skibscontainer op, som kan agere som materialerum og dermed give os mere plads. Dette håber vi går i gennem i starten af 2019, så vi forhåbentlig kan have containeren klar til brug i foråret 2019.

I og med at vi er blevet flere i klubben over de sidste seks måneder, så stiller det også lidt krav til de enkelte hold og spillere til at holde orden i deres ting. Der er for mange der bare smider materialer på gulvet i stedet for at sætte tingene på plads – det giver en masse ekstraarbejde og vi skal alle være med til at gøre det en tand bedre hele vejen rundt.

Til slut vil jeg gerne takke alle spillerne for et godt 2018 og en speciel tak til trænerne, lederne og bestyrelsesmedlemmerne, som gør en stor indsats for at Bispebjerg Boldklub stadig kan stå og være i fremdrift

Førsteholdet overvintrer på førstepladsen

/Assistenttræner, Rasmus “Baune” Jensen

Efter en sæson i serie 3 hvor alt gik op i en højere enhed og vi gik igennem som ubesejrede, startede vi efterårssæsonen i serie 2, hvor tempo og modstand naturligvis var en tak højere.

Sommerens transfervindue blev brugt ganske fornuftigt, ved at holde på stort set samtlige spillere. Et par følere var ude, men trænerteamet havde så stor tiltro til truppen, at det ikke blevet fundet nødvendigt bruge enorme summer på en måske ubrugelig spiller. Man skal være rigtig dygtig, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at spille sig på dette hold!

Det er altid sjovt at vinde, men efter en hel sæson uden nederlag og mange kampe mod decideret dårlige modstandere, var sæsonpremieren mod Rødovre en kamp vi havde set frem til med stor spænding. Havde vi niveauet til at være med i serie 2? Det blev en tæt kamp, som vi “desværre” tabte 2-1. “Desværre” fordi vi nu endelig mødte rigtig modstand og spillede en tæt og intens kamp. Næste kamp blev uafgjort mod vores medoprykker fra CIK. En kamp vi rigtig gerne ville have vundet og dommeren måske havde en lille andel i.

Efter 2 kampe og 1 point var humøret og troen på egne evner dog stadig intakt og herfra må det siges at sæsonen virkelig kom i gang. Ti sejre, to uafgjorte og kun et enkelt nederlag er status efter første halvsæson i serie 2, hvilket betyder at Bispebjerg helt sensationelt overvintrer på førstepladsen efter Sydhavnen snublede i sidste spillerunde. Nu kunne man måske fristes til at tro, at det hele bare har været nemt og at modstanden stadig ikke er specielt stor. Men dette er på ingen måde korrekt.

Frugterne vi høster nu, er resultatet af  halvandet års hårdt arbejde og en bredde i truppen, hvor alle er i topform. Skader og mange afbud er uundgåelige i seriefodbold, men med alle spillere i topform og kamp om pladserne, har vi i alle kampe kunne stille i stærkeste opstilling og med taktiske muligheder som ikke var begrænset af spillermaterialet.

Ungdommen på rette spor

/Ungdomsformand, André Lund

Den første halvsæson i det “nye” Bispebjerg Boldklub startede langsomt og sluttede smukt!

Tilmeldingerne fra det tidligere CPH Youth kom stille og roligt ind, som månederne skred frem. Som forventet, måtte vi i starten trække et par hold pga. for få tilmeldinger, men i skrivende stund står vi dog talstærkt på papiret, og med muligheden for at tilmelde flere hold.

På træningsbanen møder man nærmest hver uge en ny kammerat, som hurtigt bliver en fast del af flokken, der farter rundt med en bold ved fødderne.

Over hele linjen har vi i efteråret kunne se flot ungdomsfodbold i Lersøparken, hvor resultaterne har været strålende. Bl.a. gik klubbens U7-hold igennem efteråret med kun et enkelt nederlag, mens U10,
U11 og U12 vandt kampe med tenniscifre.

Over vinteren deltager U10, U11 og U12 i DBUs Vinterbold, som afvikles udendørs. U7 og det nytilmeldte U8-hold skal over vinteren prøve kræfter med futsal, hvor DBU holder stævner i Lundehushallen.

Jeg håber at alle nye og “gamle” BB’ere trives i klubben, og er klar på endnu mere fodbold i den kommende tid.

Veteranerne rykker op igen og igen og igen

/Veterantræner, Nicolaj Rasmussen

Så er efterårssæsonen langt om længe slut for klubbens ældste. Med hele 13 kampe på efterårsprogrammet skulle sidste kamp først spilles 13. november. Ifb. med opstarten var der på holdet generelt bekymring for om den smalle trup og de gamle ben kunne stå distancen og rent faktisk stille hold hele vejen igennem. Det må man sige at vi kunne. Efter en forrygende efterårssæson med 11 sejre, én uafgjort og ét nederlag, ender vi som nummer to i rækken og dermed med en oprykning til Mesterrækken.

Præstationen er blevet sammenlignet med at bestige Mount Everest uden medbragt ilt og med en kunstig hofte. Altså en nærmest umulig bedrift, som kun har kunnet lade sig gøre grundet et miks af vores fantastiske fysiske form, utroligt høje tekniske niveau og et højt humør – primært det sidste. Efteråret har været kendetegnet ved en masse gode og tætte kampe og ikke mindst en indstilling fra alle om at ville være med  – hvilket er vigtigt i en trup på 11 mand.. Vi er derfor også enige om at give Mesterrækken endnu et skud – vi har revanche til gode fra sidst vi var oppe.

Slutteligt lidt statistik fra sæsonen:

Topscorer:                              Lars Brandt med 9 mål
Mr. Assist:                               Røde med 12 styk
Årets Bisse:                             Thomas Andersen 1 rødt kort
Flest kampe :                          Thomsen med 22 styk (ingen afbud)
Flest bamsestemmer:             Peter Hald med 28
Årets mælkemand:                 Thomsen, kører fra Billund 17.00 for at nå en kamp 21.00 i Ryparken
Årets Spiller:                           Thomas Ottosen


Andetholdet måtte bide i græsset

/Træner, Ronén Svanholm & Jacob Thue Poulsen

”…Næste sæson, skal blive bedre og vi er ikke i tvivl om at vi også godt kan spille med i den sjovere ende af tabellen, og ikke rode rundt nede i den tunge ende….”

Sådan lød det i sidste nyhedsbrev for andetholdet i Bispebjerg, men desværre blev det aldrig en realitet. Vi er nemlig desværre gået igennem en sæson, hvor der ikke var meget der gik vores vej på banen. Flere kampe går rigtig skidt, på trods af vores spillermateriale ligger langt over det der blev leveret.

Mareridtet så ellers i en kort periode ud til at slutte, da vi i næstsidste kamp leverer en mandfolkeindsats og hiver en 3-1 sejr hjem på en kold og blæsende fredag aften i Dragør. Et Dragørhold der ellers var bedre end os, men vi får virkelig kæmpet en hvis legemsdel ud af bukserne. Med en sejr i sidste kamp, mod bundproppen BK Amalie, ville vi derfor kunne nuppe endnu en sæson i serie 3. Desværre får vi en kollektiv nedsmeltning og giver BK Amalie deres første sejr i sæsonen med cifrene 5-1.

Der er ikke andet at gøre, end at se fremad, og komme ned i serie 4 og få banket noget selvtillid ind i os igen, så vi hurtigst muligt kan komme op i serie 3 igen.
Bajere bliver der stadig drukket rigeligt af, og Emil Nord er altid garanti for en løgnehistorie eller flere i omklædningsrummet, så på trods af en skidt sæson, er humøret stadig højt.
Serie 3, vi ses snart igen!

75 års jubilæum og endnu en succesrig udgave af BB Cup

/Formand, Kasper Larsen

Igen i år havde vi vejret med os til BB Cup og det var en dag med masser af solskin og glade mennesker i Lersøparken, så dagen var som vi håbede, den ville være.

Det eneste vi kunne ærgre os over var at politiet kom en tur forbi og uddelte en bøde på 5000 kr. for at vi grillede – hvilket på daværende tidspunkt var underlagt brændingsforbuddet. Vi kan ikke brokke os over bøden, men vi er lidt ærgerlige over, at der er nogen som har anmeldt os frem for at komme forbi og se, at vi faktisk havde taget vores forholdsregler med at have vandet området og have brandslukkere tæt på grillen. Bøden kom dog ikke til at ødelægge stemningen og vi lukkede festen ned omkring kl. 23.00, hvor der stadig var masser af glade mennesker. Vi endte med at tjene over 30.000 kr. på dagen.

En særlig tak til sponsorerne og de frivillige som hjalp til før, under og efter stævnet – jeres hjælp er meget vigtig for Bispebjerg Boldklub.

Netop de frivillige var også vigtige for, at vi i september kunne fejre klubbens 75-års jubilæum. Dagen blev fejret med to sejre i Lersøparken, hvor førsteholdet sendte Sønderbro Fight og ungdommen Vanløse hjem med forsmædelige nederlag.
Efter kampene var der taler og frokost i klubben, hvor en lang række tidligere BB-spillere var mødt frem med højt humør og klubbens slagsange i inderlommen.

Op og ned for damerne

/Dametræner, Gustav Holtze

Vi havde lige lidt startproblemer med at komme i gang efter sommerferien. Så jeg måtte aflyse den første måned med træning. Det var jeg bestemt ikke tilfreds med. Det resulterede også i, at vi ikke kunne spille nogen træningskampe inden sæsonstart.

Men da vi så endelig kom i gang med træningen, så var der noget god energi! Vi kom godt fra land, vandt de første par kampe – som jeg også havde regnet med. Så kom de lidt bedre hold, som vi tidligere har haft lidt problemer med. Det ene var Hvidovre, hvor vi hjemme tabte stort.

Men efterfølgende må man sgu sige, at vi fik vendt skuden og fik en storsejr på hele 7-3. Kæmpe ros til spillerne for den indsats. Derefter ventede Valby, som vi ikke tidligere havde spillet imod. Vi var godt med i hele kampen, men det var svært alligevel og vi blev slået 0-4.

Den sidste kamp mod FC Culpa, var en rigtig svær kamp, da de lidt overraskende var blevet rækkens tophold – så vi måtte på med arbejdshandskerne, og give den fuld gas. Men man skal heller ikke være ked af at tabe til et hold, der er bedre end en selv. Det må man så også bare sige at de var – vi tabte nemlig hele 4-0. Så vi måtte tage til takke med en sjetteplads, men hvis vi havde vundet, var vi sgu endt på en delt andenplads. Rækken var altså rigtig tæt.