Nyhedsbrev august

15. august 2019

Formandens klumme

/Formand, Kasper ”Mini” Larsen

Forårssæsonen er gået på hæld her i Bispebjerg Boldklub, og vi står nu ved indgangen til en ny sæson for Bispens hold. Sportsligt har det igen været en blandet sæson hvor den store succeshistorie er førsteholdets oprykning til serie 1. Det er cirka 10 år siden det sidst er sket. Drengene gik igennem rækken kun med to nederlag til Rødovre, så det var en ret overbevisende oprykning hvor det spillemæssige også var i top i de fleste kampe. Så stor cadeau til drengene for den flotte sæson. Kigger vi tilbage så har førsteholdet nu kun tabt to turneringskampe i de sidste to sæsoner!

Vi arbejder løbende på forskellige tiltag i klubben og vi får nye gæster til den kommende sæson, da vi har lavet en aftale med Copenfalster FF, som i efteråret skal træne og spille deres kampe i Lersøparken og dermed kommer til at være i klubben på lige fod med Volvox.

På de interne linjer kommer der er et nyt lukket syvmandsherrehold, som er nogle unge drenge fra Nordsjælland som skal til at studere i København.

Vi har i flere år “forhandlet” med Københavns Kommune omkring en arealleje af grunden hvor klubhuset ligger. Vi håber denne sag vil blive løst i løbet af efteråret. Falder det på plads, kan vi nemlig udvide med en container på grunden, så vi kan få mere plads – klubbens fremgang har gjort pladsen trang.

En stor tak til de frivillige, trænere, bestyrelsen og sponsorer for en god sæson – jeg håber at vi kan fortsætte den positive udvikling i Bispebjerg Boldklub.

Det spirer i ungdomsafdelingen

/Ungdomsformand, André Lund

Foråret i ungdomsafdelingen har været fyldt med nye udfordringer, udvikling og højt humør.

Inden turneringsstart havde klubben besøg af DBUs trænerrådgiver, hvor der blev afholdt trænerkursus for nuværende trænere og interesserede forældre.

Bispebjerg Boldklubs ungdom er opbygget omkring frivillighed, rummelighed og udvikling i et sikkert og positivt miljø. Derfor havde bestyrelsen valgt at gøre kurset gratis for deltagere med tilknytning til klubben. For at sikre det gode fodboldmiljø for ungdommen, så skal vi bruge engagerede og frivillige hænder. Derfor er det med stor glæde, at det ses på træningsbanen, hvordan flere og flere forældre træder til og assisterer vores dygtige trænere med alt fra opsamling af bolde til målmandstræning. Det er rigtigt dejligt!

For at støtte den frivillige indsats yderligere har vi oprettet ”Bispebjerg Boldklubs Ungdomsfond,” hvor ungdomsholdene kan søge om 5.000 kr. årligt fra fonden. Pengene uddeles i efteråret. Trænere, forældre, spillere osv. som kunne have en god idé, der netop vil bidrage til et sikkert og positivt miljø på holdet er velkomne til at søge. Det kan være alt fra sociale arrangementer, ungdomsturneringer eller noget helt tredje.

I foråret så vi hvad vores samarbejde med FC København blandt andet kunne bidrage med. To gange i løbet af foråret blev hele klubben – både ungdomsafdelingen og seniorafdelingen – inviteret i Parken for at se kamp. Begge gange samledes spillere, hvor man gik til kamp i samlet flok på kryds af årgangene.

I efteråret kan vi se frem mod nye og spændende udfordringer. For det første så skal vores U14-drenge prøve kræfter med ellevemandsfodbold, som drengene og træner Nikolaj har set frem til. Derudover får vi rykket ungdomsfodbolden tættere på Lersøparken, hvor vores to ældste hold fremadrettet vil træne fremadrettet i sommerhalvåret.

Førsteholdet rykker op i Serie 1

/Førsteholdstræner, Kasper ”Mini” Larsen

Efter sommeren står den på Serie 1 for klubbens førstehold – der er cirka 10 år siden det sidst er sket og er det højeste niveau Bispebjerg Boldklub tidligere har spillet på. Serie 2 viste sig at være “nemmere” end vi havde forestillet os og set over sæsonen, så var der meget få hold som kunne spille op med os når vi stillede i stærkeste opstilling.

Som nævnt tidligere var det kun Rødovre som formåede at slå os, men alligevel kunne de ikke sikre sig oprykning til serie 1 på trods af, at de selv mener, at de er gode nok til at spille i Københavnerserien. Vi har derimod vist masser af ydmyghed og gået seriøst ind til alle kampe, hvilket jeg tror er forskellen på os og de hold som har kæmpet om oprykningen – men som ikke lykkedes med det.

Hvad angår målsætningen for sæsonen, så handler det til at starte med at få point nok til at sikre en overlevelse og derefter må vi vurdere om målsætningen skal justeres senere hen.

Vi har indtil videre ikke fået tilført nye spillere, hvilket heller ikke har været en høj prioritet, da truppen i sig selv er af fin kvalitet. Skulle der dog komme en ny mand forbi med kvalitet til at spille Serie 1, ja så vil vi selvfølgelig byde ham mere end velkommen.

Vi har til gengæld udvidet trænerstaben, så den udover Rasmus “Baune” og jeg, også kommer til at bestå af den tidligere forsvarsspiller i klubben, Pelle Sand som har sagt ja til at være assistent i efteråret. Det er jeg som træner meget tilfreds med, da trænerteamet nu består af tre folk, som alle har været i Bispebjerg Boldklub i mange år og som derfor kender til de værdier, som vi gerne vil agere efter i klubben.

En tur i rutsjebanen for andetholdet

/Træner, Jacob Thue Poulsen

Sæsonen startede næsten bedre end vi kunne håbe. Vi drønede rundt på københavnske baner og hentede sejre – og et par uafgjorte – hvilket betød at oprykningen ret hurtigt kunne skimtes i det fjerne. Men i syvende og ottende kamp mod Vanløse og Fremad Valby, blev der desværre sat en stopper for det. To ærgerlige nederlag hvorefter der kun var to kampe til at indhente oprykningspladserne. Det lykkedes dog ikke, og vi er derfor at finde i Serie 4 igen i næste sæson.

En ting der hele sæsonen har været konstant og hvor alle har præsteret på topniveau, har været i omklædningen, hvor røverhistorier og kolde øl altid har været en sikker ting.

Sæsonen kort fortalt:

  • Seks kampe uden nederlag.
  • Storsejre mod både Politiet IF og Christiania SC.
  • Fjerdeplads i rækken.

Gennem det sidste år har vi fået flere nye spillere og flere gamle spillere er kommet tilbage. Det har gjort at vi pludselig står med 16-22 spillere til træning, hvilket er en kæmpe fornøjelse for trænerteamet! De mange til træning kan ligeledes ses når truppen udvælges til kamp. Vi har derfor måtte sortere op til 10 mand fra i en kamptrup. Hvis du havde fortalt mig det for et år siden, hvor jeg ringede til venner og bekendte for at finde spillere, havde jeg spurgt om du havde røget med Christiania?

Det er derfor en kæmpe fornøjelse for Ronén og jeg at videregive trænerposterne i den kommende sæson. Ronén er blevet far og jeg tager et smut til det Sønderjyske.

I skal derfor alle sammen tage godt imod det nye trænerteam; to gange Plamberg Clausen – Kasper og Martin. Trænerteamet takker for denne gang til alle i klubben! Det har været en fornøjelse at træne og spille kamp med Jer alle.

Et forår i modvind for damerne

/Damespillerne, Anna Sjøstrøm & Trine Lind

Forårssæsonen 2019 bød for damerne på en sæson med tydelige udfordringer, men dog også med godt humør og stærkt sammenhold. Holdet var præget af en del langtidsskader og havde ofte udfordringer med at stille spillere nok til træning. Det resulterede desværre i mange aflyste træninger eller træninger med ganske få spillere.

Foråret har dog også budt på en del nye spillere til dameholdet, der har trænet med og også deltaget i kampe med god fighterånd. Resultatmæssigt har det været en svingende sæson, hvor de sidste, afgørende træk og afslutninger udeblev. Derfor endte en del kampe som nederlag, men hvor damerne spillemæssigt matchede modstanderholdet. Fighterånden, sammenholdet og den gode energi har været til stede i samtlige kampe – uanset stilling i den enkelte kamp.

På trods af dette formåede damerne ikke at levere samme niveau som i de forudgående sæsoner. Med en enkelt sejr og en uafgjort kamp i tabellen betyder det, at dameholdet rykker ned i næste sæson. Og måske er det en chance for at tanke op på selvtillidskontoen og få nogle lettere kampe, så damerne forhåbentligt igen kan finde vej i den bedste række for Syvmandsmandshold i København.

Efter tre sæsoner siger damerne også farvel til Gustav Holtze som træner, der i alle sæsoner har bidraget med gode træningspas, godt humør og en stærk tro på vores evner. Damerne takker for indsatsen, og håber på en afløser til efterårets sæson.

De kan endnu de gamle

/Veterantræner, Nicolaj Rasmussen

Efter endnu en oprykning til Mesterrækken var veteranernes mål at stoppe tilværelsen som elevatorhold mellem Mesterrække og Række 1 – så der var tale om overlevelse. I virkeligheden var målsætningen at vi skulle spille væsentligt bedre end sidst vi var i Mesterrækken – hvor vi fik lesterlige klø – og så kombinere det med stadig at have det sjovt. SBegge dele lykkedes til fulde – og dermed fik vi også sikret os endnu en halvsæson i Mesterrækken.

Vi var ellers lidt nervøse, for med en bruttotrup på kun 12 mand – inkluderet to langtidsskadede, skulle der ikke for mange afbud til før vi ville være lidt tyndt besatte. Vi undgik heldigvis alt for mange familiearrangementer, indkøbsture til IKEA og yderligere skader og dermed lykkedes det os at få 11 point via tre sejre, to uafgjorte og seks nederlag.

Det gav en plads lige over nedrykningsstregen. Ikke nødvendigvis via sprudlende angrebsspil, men via en forholdsvis solid defensiv – rækkens tredjebedste forsvar – kombineret med scoringer i de rigtige kampe. Alt i alt en super holdindsats, der kulminerede i sidste kamp mod KFUM. Her ville uafgjort være nok til overlevelse. På mirakuløs vis lykkedes det os at skabe resultatet 2-2 mod rækkens nummer to! Dette blev fejret med en omgang smørrebrød i klubben – inden træneren tog tilbage til Copenhell.

Lidt stats fra sæsonen:

  • Topscorer:                        Brandt med 7 mål
  • Flest assists:                    Røde og Bjarne med 5 hver
  • Flest kampe:                    Røde og Ottosen med 11 hver (alle kampe)
  • Flest bamsestemmer:     Thomsen med 23 (han stod på mål)
  • Bedste kamp:                  Sejren over Vanløse
  • Mærkeligste kamp:         Skovshoved, foran 2-1 ved pausen og taber 6-2